close
new-york_tao-lounge_111111111-b
tao_nyc_downtown_181
15781858_727897170695907_2018855548_n
15782550_727897180695906_1141454988_n
15822109_727897207362570_2017056315_n
tao-downtown-hush-geishas2
tao-dt_maindining3
tao
nightclub

Nogle gange forstår man ikke selv hvad der sker, når både kroppen og tankerne rammes af følelser. Vi finder ud af at hele systemet hænger sammen, at vi alle i sidste ende er lavet af samme stof og vi ikke altid kan kontrollere det som jeg i min verden tror på, at Gud har givet os.

I går aftes var jeg ude og spise middag på den verdenskendte restaurant TAO i NY, et fantastisk sted hvor musikken, atmosfæren og maden er i topklasse – kendte amerikanske stjerner og folk med utrolig mange penge sidder i samme rum, du skal reservere plads mindst en uge i forvejen, hvis du vil spise på Tao, og det er bestemt ikke, fordi der er få pladser. Populariteten skyldes fremragende mad og en imponerende indretning. Restauranten er præget af en cool loungestemning tilsat en god portion asiatisk mystik. En flere meter høj Buddhafigur skuer ud i rummet, men figuren når slet ikke det høje loft, der er dekoreret med store bannere med asiatiske skrifttegn. Her serveres frisk sushi, krydrede forårsruller, kylling og fisk. Det er svært at gå fejl af de asiatiske fusionsretter på menukortet, og det er umuligt at vælge en favorit. Maden bliver serveret ’family style’, hvilket betyder, at man deles om de forskellige retter og mens du nyder de udsøgte retter, sidder du og danser fordi de har hyret en stjerne-DJ som formår at få dig til at føle dig i live, og alle kan relatere til de forskellige søde toner.

Vi havde en utrolig skøn aften med den vildeste sushi, vin og eksotiske cocktails og gode samtaler, hvor vi sluttede vores aften af på TAO Dowtown som er natklubben til restauranten lige rundt om hjørnet – i løbet af middagen skete der hurtigt noget uforventet for mig, som jeg i min vildeste fantasi ikke havde tænkt var muligt, hvorfor jeg i dag har valgt at dele oplevelsen med jer. I min hverdag, de kredser jeg kommer i og de mennesker jeg har tæt på mig er det sjældent vi stopper op, mærker efter og reflektere over livet, alt det vi har og det vi tager for givet fra de helt små hverdagsting til de ekstravangante ting vi køber og det luksusliv vi har i forhold til andre mennesker rundt i verdenen, de fleste af mine venskaber og bekendte uanset hvilken økonomi de har, har det ekstrem godt – men vi er aldrig tilfreds eller taknemlig, vi vil altid ha’ mere og mere er aldrig nok, vi er enormt gode til at beklage os og mange gange er godt nok ikke godt nok. I aftes mens jeg spiste min middag, nød min cocktail, drak min vin og nød musikken, skete der det at jeg tabte min stof-serviet på gulvet og jeg husker tydeligt at jeg tænkte ” ej, jeg orker ikke at samle den op” så jeg lod den ligge og gik lidt efter på toilettet hvor jeg mødte en skøn sort kvinde, hendes job gik ud på at stå ved vasken og dele servietter ud i 9 timer til en som jeg, så jeg kunne tørre mine små hænder. En fantastisk sød kvinde på 36 år, som jeg faldt for, vi blev veninder på rekordtid efter jeg flere gange gik på toilettet for at rette min læbestift og mit silke-lace pandebånd og hun endte med at blive min helt egen kvindeversion af Dr. Phill. Efter mit første toilet besøg gik jeg tilbage til vores fine bord, hvor jeg igen trådte på min serviet uden at samle den op. 2 min. efter kom der en tjener/afrydder/gulv-passer hen til mit bord og samlede den op for mig, og jeg har aldrig før fået så dårlig samvittighed – det gik op for mig at vi kunne sidde der med vores fine mad, i vores dyrt designer tøj, sko og Rolex ur mens et andet menneskes job var at samle min serviet op for mig med en fejebakke og kost i hånden. Jeg tog mig selv i at studere ham, hans kropssprog og blik i hans øjne mens han gik videre til de næste 50 borde, og det skulle han nok gøre indtil TAO var tom. Hans blik var trist og tom, han havde lært at lukke i og gøre hans job – aldrig før har jeg fået en større følelse af kvalme omkring når to sociale klasser mødes som her, det gjorde mig enormt ked af det og det gav mig en ubeskrivelig dårlig samvittighed – jeg var nød til at gå fra bordet i to min. Hvor jeg så gik hen til min egen Dr. Phill på toilettet, og hun sagde ” are you ok honey ” hvortil jeg svarede “no, but thanks for asking, are you ok?” Jeg fortalte hende den følelse jeg havde og spurgte lidt ind til hendes job, timer og løn, samt hvordan behandlingen var i det hele taget, hvor hun svarede at det ikke altid var at de blev behandlet godt, men at de sku tjene de penge for at overleve og sluttede af med at sige “Don’t be sad, that’s life” – jeg tog mig lidt sammen og tænke “Ok Brigida, hvad sker der? Du har det godt, ind med dig igen og nyd livet” jeg gik tilbage til vores bord, hvor jeg igen blev spurgt om jeg var ok, og hvad siger man så? “Ja, jeg er helt ok” – MEN nej, jeg var ikke ok overhovedet, og her sad jeg på en af de mest eksklusive restauranter i New York og mine tårer trillede af mine kinder uden jeg selv ku styre det, mens jeg grinte lidt af hvor fjollede jeg var og hvad andre tænkte og prøvede at kontrollere de der følelser for et helt fremmed menneske/mennesker vi ikke ser eller vi bilder os ind vi ikke ser. Det var en smule surrealistisk at blive så rørt, når to verdener mødes på den måde, men her fik jeg det virkelig serveret så råt! Inden jeg forlod restaurant for at opleve nattelivet, gik jeg ind til min søde nye veninde og gav hende en krammer og alle de kontakter jeg havde på mig, ikke fordi jeg fik det bedre, men er sikker på hun ku bruge dem på noget mere fornuftigt end jeg.

I dag dagen før nytårsaften tænker jeg stadig på det, og selvom jeg i momentet blev grebet af det, og det ikke var det fedeste at sidde der og græde, så er det dejligt at mærke at bag alt overfladen, det smukke glansbillede, og alle de glamourøse ting jeg/vi er omringet af, så er jeg stadig 100% den pige jeg altid har været og at jeg stadig rummer de værdier min mor lærte mig, for mig er det vigtigt at huske og være stolt af hvad og hvor jeg kommer fra, og vide at penge og materialistisk ting ikke gør mig lykkeligere, jeg tror på at ham som fejede min serviet op er ligeså lykkelig som jeg, og han sætter pris på de ting jeg tager helt forgivet – mit liv er bare meget meget nemmere. Hele situationen har givet mig stof til eftertanke.

… Appreciate the little things in life, because one day you will look back & realize they were the big things ❤

* Sometimes you don’t know why you get emotional, last night I was at the exclusive restaurant TAO & New York City made me cry & sometimes we find out that the whole system hangs together, that we all eventually are made of the same stuff and we can not always control what I in my world believe that God has given us.

Last night I had dinner at restaurant TAO in NY, a great place where the music, the atmosphere and the food is top class – known American stars and people with incredible amount of money sitting in the same room, you must reserve the table at least week in advance if you want to eat at Tao,m. The popularity is due to the excellent food and an impressive decor. The restaurant is characterized by a cool lounge atmosphere added a good dose of Asian mysticism. A several meter high Buddha statue gazing out into space, but the figure when not at the high ceiling decorated with large banners with Asian characters. It serves fresh sushi, spicy spring rolls, chicken and fish. It’s hard to go wrong with Asian fusion dishes on the menu, and it is impossible to choose a favorite. The food is served ‘family style’, which means as sharing the different dishes. A star-DJ who manages to make you feel alive, and everyone can relate to the music.

We had an wonderful evening eating sushi, drink wine and exotic cocktails, we ended our evening on TAO Dowtown which is the nightclub to the restaurant just around the corner – over dinner something unexpected happened for me, why today I’ve decided to share the experience with you.

In my everyday life, I/ my friends take for everything for granted from small everyday items & things we buy and the luxurious life we have in relation to other people around the world, we are never satisfied and grateful, we will always have ‘more and more is never enough, we are really good to complain and many times good enough is not good enough. Last night mean while I had dinner, enjoyed my cocktail, it happened that I lost my napkin on the floor and I remember clearly that I thought “no, I do not bother to pick it up” so I left it and walked by the bathroom where I met a beautiful black woman, her job was to stand at the sink and parts napkins for 9 hours, so people could dry our hands. A stunning sweet woman of 36 years that I fell for, we were girlfriends in record time after I repeatedly went to the bathroom to fix my lipstick and my silk-lace headbands, she ended up being my very own female version of Dr. Phill . After my first toilet visit I went back to our table, where I again stepped on my napkin. 2 min. after came a waiter to my table and picked it up for me, I have never gotten so bad conscience – it dawned on me that we could sit there with our food in our expensive designer clothes, shoes and Rolex watch while someone else’s job was to gather my napkin up for me with a dustpan and broom in hand. I found myself studying him, his body language and the look in his eyes as he walked on to the next 50 tables, and he should probably do until TAO was empty. His eyes were sad and empty, he had learned to do his job without complaining for surviving – never before have I gained a greater sense of nausea around when two social classes meet like this, it made me extremely sad and it gave me an indescribable bad conscience – I was needed to take a little break and leave the table for two minutes. Where I went back to my own Dr. Phill on the toilet, she said “are you ok honey” to which I replied “no, but thanks for asking, are you ok?” I told her the feeling I had and asked a little into her job, as well as how the treatment was, she replied that it was not always that we the costumers were treated her well, and ended by saying “Do not be sad, that’s life” – I pulled myself together and said to my self “Ok Brigida, what happens? You are lucky and ok, go back and enjoy life” I went back to our table, where I was again asked if I was ok, and what do you answer? “Yes, I am quite ok” – BUT no, I was not ok at all, and here I sat on one of the most exclusive restaurants in New York and my tears rolled my cheeks, I couldn’t control it while I laughed because I felt a little silly and about those feelings for a completely unknown person.

The whole experience gave me a lot to think about & I have to appreciate the little things in life for one day I can wake up & have nothing <3

Tags : new yorkTAOTao Downtown

Leave a Response